”Diakonien ligger i spændingsfeltet mellem min tro og min faglighed”

Click here: => sebesigvey.skyrimvr.ru?dt&keyword=ensomhed+og+diakoni&source=bandcamp.com_dt


Når man har med ensomme at gøre, er det ifølge Kirsten Aggers erfaring vigtigt at skabe ordentlige rammer for menneskelig kontakt. København: Gads Forlag, kap 16. I gamle dage var diakonisser livet igennem tilknyttet et såkaldt moderhus.

Det er lidt som at bede om folks medlidenhed, hvis man skal have hjælp til det. I dag arbejder jeg med at skabe rammer for kristne fællesskaber og tilbyde mennesker en vej ind i dem. Derfor kan kvinder stadig i dag kalde sig diakonisser, selvom de ikke bor på Diakonissestiftelsen og både mænd og kvinder kan kalde sig diakoner.

Diakoni – Sammen kan vi mere!

Men diakonisser og diakoner lever i 2018 meget anderledes end de første søstre på Diakonissestiftelsen i 1860'erne. Når en elev i dag indtræder i Diakonifællesskabet for at få indsigt i kristendommens centrale begreber og omsætte viden til praksis, møder hun både mænd og kvinder, der lever moderne liv med familier og job. Hvorvidt man kalder sig diakon eller diakonisse bunder i forskellige historiske rødder. I gamle dage var diakonisser livet igennem tilknyttet et såkaldt moderhus. Herfra blev de udsendt til hospitaler og boede, spiste og arbejdede med hinanden. Da tilgangen til fællesskabet i 1960'erne var dalende, blev det åbnet for diakoner også. Oprindeligt var det ensbetydende med mænd, da ordet diakon er kønsbestemt. Men med tiden blev begge køn optaget, og de var ikke knyttet til et moderhus, men var uddannet på en skole. Derfor kan kvinder stadig i dag kalde sig diakonisser, selvom de ikke bor på Diakonissestiftelsen og både mænd og kvinder kan kalde sig diakoner. Men hvordan udfører diakonisser og diakoner deres daglige arbejde i 2018? Og hvorfor har de valgt at indtræde i Diakonifællesskabet? Det har vi spurgt to diakoner og to diakonisser om. Miljøet og mange af de mennesker, jeg mødte på Diakonissestiftelsen, påvirkede mig, og jeg blev mere og mere klar over, at det var en vej for mig. Jeg valgte et par år efter at blive diakonielev. For mig er valget sket som en følge af en personlig og faglig udvikling og et ønske om at leve og arbejde diakonalt. Jeg er siden uddannet socialpædagog og kordegn, og jeg arbejder i dag i en kirke. Til alle bordene knytter sig forskellige opgaver, men der er det fællestræk for mig, at det ved dem alle gælder om at se og lytte til de mennesker, jeg er sammen med. Nærvær og opmærksomhed er vigtigt i min hverdag og i mødet med andre mennesker. Diakonien skal have krop: øjne, ører, mund, hænder og fødder — det får den for mig rundt om bordene. Jeg ønskede at lade mit arbejdsliv og min personlige tro vokse yderligere sammen. I min søgen efter den manglende brik i puslespillet fandt jeg vej til Diakonissestiftelsen, og her fandt jeg et nyt sprog for den diakonale praksis, der som en rød tråd, samler mit arbejdsliv, før og nu. I dag arbejder jeg med at skabe rammer for kristne fællesskaber og tilbyde mennesker en vej ind i dem. Det foregår blandt andet i en kirke på Nørrebro, hvor vi indbyder til et varmt og nærværende kristent samvær, et måltid mad og en gudstjeneste. For mig ligger diakonien i spændingsfeltet mellem min tro og min faglighed, i nærværet og mødet med mennesker, der søger en vej ud af ensomhed. En stemme der blev stadig tydeligere i mit liv og i mit valg af fag, psykologi, og i mine frivillige hverv i fx kvinderådgivning og kirkeligt arbejde. At blive indviet diakon var til sidst det rigtige sted at stå i livet for mig. Jeg er leder af en diakonal organisation, Arbejde Adlers Hus, som er et multihus for socialt udsatte og ensomme i København. Så man kan sige, at mit fokus er organisationsdiakoni. Men der er også meget direkte diakonalt arbejde i min hverdag på jobbet, som retter sig mod det enkelte menneske, beboere, brugere og medarbejdere. Desuden lægger jeg vægt på fortalervirksomhed og gennem artikler og debatindlæg sætter jeg fra tid til anden ord på diakoniens væsen og de udsattes liv. Diakoni skal ske, ses og høres i en rå verden. Fra 1969 blev det også muligt at blive i søsterfællesskabet, selvom man blev gift.

Hospitalsgudstjenester ved Aarhus Universitetshospital Nørrebrogade bygning 5 st. Interview til Kristeligt Dagblad den 16. For mig ligger diakonien i spændingsfeltet mellem min tro og min faglighed, i nærværet og mødet med mennesker, der søger en vej ud af ensomhed. Ordet er frit Vi glæder os til at se jer. Derfor kan kvinder stadig i dag kalde sig diakonisser, selvom de ikke bor på Diakonissestiftelsen og ensomhed og diakoni mænd og kvinder kan kalde sig diakoner. I gamle dage var diakonisser livet igennem tilknyttet et såkaldt moderhus. Formålet med projektet er, at vi bliver klogere på, hvordan vi fremover kan gøre note for den voksne målgruppe. Diakonien skal have krop: øjne, ører, mund, hænder og fødder — det får den for mig rundt om bordene. Vil du være besøgsven eller ønsker du besøg. Når en elev i dag indtræder i Diakonifællesskabet for at få indsigt i kristendommens centrale begreber og omsætte viden til praksis, møder hun både mænd og kvinder, der note moderne liv med familier og job. I min søgen efter den manglende brik i puslespillet fandt jeg vej til Diakonissestiftelsen, og her fandt jeg et nyt sprog for den diakonale praksis, der som en rød tråd, samler mit arbejdsliv, før og nu. I: Sygeplejens fundament, red.